Tagged: video

Lyd fra Final Cut Pro 7 til Pro Tools

Gode nyheder til dig der har brug for at flytte lydklip fra FCP 7 til Pro Tools. Firmaet Automatic Duck der i en del år har leveret software til hovedsageligt filmbranchen er blevet opkøbt af Adobe. Det betyder at vi sandsynligvis på længere sigt vil se dem integreret i Adobes produkter som Premiere og After Effects. Men ikke nok med det. I overgangsperioden forærer Automatic Duck deres nuværende produkter væk.

For lydfolk vil det meste interessante produkt nok være Pro Export FCP der gør det muligt at overføre lydklip fra FCP 7 til Pro Tools. Vær opmærksom på at det ikke er en simpel proces, men Automatic Duck gør det meget lettere. Der er en lille tutorialvideo på siden der viser hvordan og diskuterer nogle af de faldgruber der kan giver problemer i processen. Jeg kan anbefale at se den, da det kræver en smule disciplin og øvelse at gøre det problemfrit, ligesom det iøvrigt gør fra FCP 7 til Logic.

Jeg bruger ikke selv Pro Tools til dagligt, så jeg har ikke omfattende erfaringer med Pro Export FCP, men har gode erfaringer med andre ting de har lavet. Tjek ud og download her :

AUTOMATIC DUCK Pro Export FCP

Franck White og Christian Franck webvideo fra Kupé, Aarhus

I april måned fik jeg til opgave at optage en koncert med duoen White/Frank, der skulle optræde på Djurs Blueslands festival på Train her I Aarhus. Ideen var at optage hele koncerten på video og derefter producere en webteaser med eksempler fra deres sæt. De skulle optræde på den lille scene i Trains natklub Kupé og stilen er blues. Jeg tænkte at sådan et projekt måske kunne give lidt inspiration, i disse tider hvor man jo skal lave det hele selv, så her er en lille rapport.

Jeg optog lyden med en Edirol R44 4-sporsoptager. Besætningen er én vokal og én guitar. Jeg fik et par linier fra lydmanden og opstillede selv et par Røde NT5 mics i en XY stereoopsætning 3-4 meter foran den lille scene på Kupé.

Jeg placerede mit Canon HV20 kamera så det tog et totalskud af scenen. Det blev placeret skråt på så det ikke generede publikum. Planen var at det skulle se lidt råt og skramlet ud – det synes jeg passer godt til musikstilen.

I løbet af hele koncerten piskede jeg rundt med mit yndlingskamera Nikon D7000 med et 35mm/F1.8 objektiv og skød diverse nærbilleder.

Jeg optog også lyd på begge kameraer som ref.

Alle optagelserne blev konverteret til Apple codec ProRes (HQ) i  720p 25fps.

Jeg mixede lyden i Logic først og lagde det ind i Final Cut Pro7. Jeg syncede lyden manuelt med optagelserne fra begge kameraer. Det gik relativt hurtigt med dette enkle setup. Er dog stødt på programmet Dualeyes, der kan gøre det for mig, så det vil jeg bruge i fremtidige projekter.

Så redigerede jeg hele teaseren og lavede løbende noget grading på billederne. Jeg synes sort/hvid passede godt til stilen og tilføjede en svag vignet for at øge det skramlede look. Optagelserne fra D7000 var betydeligt mere clean end fra Canon kameraet, så jeg tilføjede noget ekstra grain og noise til billedet, så det matchede en anelse bedre. Normalt foretrækker jeg at lave grading effekter i Adobe After Effects, hvor jeg har de tunge skyts. Men det er også noget mere tidskrævende, så jeg valgte at lave effekterne inde i FCP7 for at have en acceptabel balance mellem tid og budget.

Tekster og credits er lavet i Apple Motion 4.

Hele øvelsen for mig gik ud på om jeg kunne lave noget fornuftigt, ene mand, med udstyr som kan være i en stor rygsæk – rebelstyle. Jeg er  tilfreds med resultatet og lærer nyt hele tiden.

Se resultatet her: