Tagged: automation

Hvordan du kan gøre dit mixstudie til et tryggere sted – del 3.

I denne del vil jeg forsøge at komme med nogle bud på hvordan jeg ser instrumenternes placering og en generel diskussion af rollefordelingen i et mix. Det er jo et dybt subjektivt emne, men jeg vover at stikke fingrerne i suppedasen og komme med nogle af mine tanker. Jeg lovede godt nok i sidste artikel at jeg vil lave tegninger, men det er jeg gået fra igen, da jeg ikke synes det gav noget særligt.

Lydbilledet

Jeg betragter lydbilledet som et tredimensionelt rum – lidt som at sidde foran en teaterscene. Vi har en ramme, højre/venstre side, forgrund/baggrund og top og bund. Den der står forrest midt på scenen vil i mit lydmix være placeret en smule foran højttalerne i midten. Hvis jeg mixer 5.1 surround bliver rummet udvidet til også at omfatte det rum jeg selv sidder i.

Der kan være flere metoder til at opnå den rette placering og flere end der er plads til i denne artikel, men jeg vil prøve at smide nogle bud på banen der på ingen måde skal ophøjes til lov, men tjene til inspiration.

Hvem har ordet?

Når man laver film arbejder man med en række forskellige teknikker for at fortælle historien både under optagelse og redigering. Man starter med et totalbillede når  scenen skal etableres for at vise publikum hvor vi er henne. Man bruger closeups når der skal fortælles noget vigtigt, så publikum kun fokusere på den der siger eller gør noget vigtigt for filmen. Med kameraet kan man fokusere på hovedpersonen og gøre baggrunden utydelig – det er en anden måde at flytte publikums opmærksomhed det “rigtige” sted hen. Lidt på samme måde vi med øjne og ører flytter opmærksomheden rundt i verden omkring os.

Under redigering må billedet helst ikke “springe”. Det vil sige at man ikke skal sætte billederne sammen på en måde så publikums opmærksomhed springer fra den ene side af skærmen til den anden hvert sekund. Det skal have en rytme og på en naturlig måde lede folks opmærksomhed rundt – med mindre man selvfølgelig går efter at publikum skal blive forvirrede og i værste fald søsyge. Det kan jo også have en dramatisk effekt.

Det er den tankegang jeg har i baghovedet når jeg mixer. Jeg prøver at se musikken som en historie der skal fortælles. Introen er totalbilledet der fortæller os hvor vi er henne. I verset skal vi fokusere på leadvokalen der fortæller historien og der må for alt i verden ikke være nogen der “snakker” i munden på den. I omkvædene træder vi lidt tilbage igen og de må gerne gradvist gennem nummeret blive mere “rodede” som spændingsopbygning. I soloen fortæller vi videre på historien uden ord, så der skal igen være fokus. For at kunne fortælle historien ordentligt er det vigtigt at kende alle brikkerne i spillet og ikke mindst at kunne placere dem rigtigt.

AKSERNE

Der er tre akser i mit tredimensionelle lydrum. De to af dem er spatiale, forstået på den måde at de konkret beskriver hvor i rummet instrumentet befinder sig. Det er venstre/højre-aksen og forgrund/baggrund-aksen. Den tredje akse er spektral fordi den beskriver hvilket frekvensområde instrumentet har magten over, så den kan vi kalde op/ned eller rettere top/bund.

Ventre/Højre

Dette er den “nemme” akse. Med monospor kan vi bruge panoreringsknappen til at placere instrumentet til en af siderne, i midten eller alt der imellem. Typisk vil jeg placere ankerpunktet (se artikel del 1) fx leadvokal el. solist i midten, sammen med stortromme og lilletromme. I siderne vil jeg lægge guitar, keys etc. så de ikke skygger for det element der skal have mest opmærksomhed. Normalt vil lytterens opmærksomhed være rettet mod den der står i midten, men hvis man laver “overraskende” panoreringer som fx at placere en solo helt ude til venstre, kan det også skabe opmærksomhed og lidt rav i gaden. Jeg har tidligere haft held til at panorere et helt trommesæt ud i den ene side, ved at lægge overheads til højre og resten til venstre. Det er ikke alle steder det er godt, men der er et band der hedder The Beatles som har klaret sig fint med den model, selvom det ikke var frivilligt.

I forbindelse med stereospor er der en lille spidsfindighed man skal være opmærksom på hvis man bruger Logic (og muligvis Cubase – det kan nogen af læserne måske opklare). Når du laver et stereospor i Logic bliver panoreringsknappen til en balanceknap. Det vil sige at hvis du drejer knappen mod højre, panorerer den ikke sporet, men skruer simpelthen ned for venstre kanal. Det kan i nogen tilfælde have konsekvenser for lyden, hvis du fx har en elektrisk guitar med to forskellige forstærkere på hver sin kanal. Hvis du vil lave en “rigtig” panorering af et stereospor i Logic, skal du bruge den plugin der hedder “DirMix” som findes under “Imaging” i pluginmappen. På den plug skal du bruge Directionknappen.

Forgrund/baggrund

Når elementerne skal placeres i dybden har jeg flere forskellige knapper at dreje på. En måde er ved hjælp af eq. Man kan rulle lidt top af et instrument så det “gemmer” sig lidt mere i mixet – mere om det senere. Man kan jo også bare skrue en smule ned så andre elementer i mixet overtager fokus. Den sidste vigtige metode er rumklange. Hvor de to foregående metoder mere handler om at maskere instrumentet, kan man med rumklang skabe en fornemmelse af ægte dybde i mixet.

Rumklang og ekko

Jeg vil lige starte med at sige at jeg aldrig sætter en rumklangsplugin direkte på et spor. Jeg bruger altid den gammeldags metode med sends på sporene og så klangen på en bus. Jeg synes mixet blander bedre når instrumenterne ryger i den samme klang fremfor 48 spor med 48 forskellige rumklange og det er nemmere for mig at overskue og justere i løbet af processen. Jeg bruger næsten altid 3-4 klange og 1-2 ekkoer. To rigtigt korte klange, dvs 1 sekund og derunder. En mellem på 1-2 sekunder og en rigtig lang klang på 4-5 sekunder. Alle klange, undtaget den lange, er relativt mørke og toppen er rullet en smule af. Det vil typisk være room-algoritmer der emulerer rum med træ på væggene.

Jeg bruger ikke særligt tit rumklang som en kraftig og hørbar effekt, med mindre stilen virkelig kræver det – det bruger jeg ekko til. Jeg kan bedst lide at klangene er meget diskrete, så de lige akkurat giver lidt dimension og dybde. Derfor også den mørke lyd, så de blander i mixet – men det er en smagssag. Her nogle af mine tanker om klang og ekko.

  • Hvis du sætter send’et til “prefader”  vil der stadig blive sendt til klangen når du skruer ned for volumen. Ved at fade det rene signal ned, kan man skabe illusionen af at instrumentet forsvinder bagud i mixet. Det bruger jeg af og til på en slutfrase i vokalen eller en solo. Det er godt på lange toner.
  • På leadvokalen bruger jeg næsten altid en meget kort (Closet) klang på omkring 0.3 sekund, selv når den skal fremstå helt tør. Det “graver” ligesom en lille smule plads i mixet hvor vokalen kan ligge. Jeg bruger det også i forbindelse med lange klange, fordi den binder vokal sammen med den store klang. Ellers kan det lyde som om vokalen står tørt og klangen ligger for sig selv bag ved.
  • På trommer finder jeg en fyldig room eller hall på 1-1.4 sek. Lægger en lille smule på lilletrommen og samler det hele i en bus der får en smule rum også. Bare lige til man kan høre at trommerne bliver lidt tykkere/varmere og får lidt rumfornemmelse.
  • De to ekkoer vil typisk være en slapecho (“Elvis-klang” på ca. 120-140 ms) og en rytmisk ekko indstillet til enten punkterede 1/8-dele eller 1/4-dele. Jeg bruger både locut og hicut så de fremstår relativ tynde og mørke. Det gør at de skiller sig ud fra det rene signal og ikke roder.
  • Jeg bruger lang tid på at automatisere send’ene på leadvokalen så der er mere eller mindre klang el. ekko afhængigt af teksten og stemningen på et givent sted.
  • Meget klang giver mig en fornemmelse af distance og at vokalen træder tilbage – det modsatte gør sig gældende med svag klang. Vokalen bliver nærværende og intim og det egner sig godt til vigtige eller konkluderende tekstfraser. Jeg kan også fange et par slutfraser el. tre med det lange ekko. Jeg starter næsten altid med for meget og bakker det lige så stille af igen i løbet af mixprocessen.
  • Jeg bruger ikke meget tid på at finjustere selve klangene. Jeg har en samling presets som jeg bruger hele tiden og modificerer dem ofte kun med en eq. Jeg bruger Logics Spacereverb og har har tre hardwareklange: TC M-One XL, Lexicon MPX500 og Lexicon MPX1 koblet til min computer via S/PDIF og insertet med Logics I/O plugin. Hardware-klangene suser en lille smule og det kan jeg jo godt lide.

Top/bund

Den sidste akse jeg vil diskutere er lidt mere diffus og grænserne er lidt mere flydende. Den handler om instrumenternes placering spektralt. Det vil sige hvilket i frekvensinterval de har deres hovedområde. Jeg siger flydende fordi det absolut ikke er en skarp opdeling, måske lige med undtagelse af den dybe bund.

I anden del af denne artikelserie bragte jeg min huskeliste for frekvensområderne og det her ligger i forlængelse af den. I grove træk ser jeg lydbilledet inddelt i 4 overordnede frekvensområder :

  • Bund/bas (Under 100 Hz): Her er det kun stortromme og det allerdybeste af bassen der huserer – jeg locutter alle andre instrumenter ved ca. 80 hertz. Det er vigtigt med præcision i lyden hernede og det har kun bassen og stortrommen. Hvis nummeret fx kun har et flygel som akkompagnement ser jeg flyglet som et helt orkester og forsøger at mixet efter det. Pas på med synthplugins, de har ofte en ond bund der ikke har noget at lave hernede, med mindre det er bassen i nummeret. Jeg har en subwoofer på mit system og jeg lytter med jævne mellemrum på den alene for at tjekke om bunden er ryddet ordentligt op.
  • Lav mellemtone (ca.100-1000 Hz) : Her huserer punchet i de fleste instrumenter fx på elbas, akkompagnementsguitarer og keys. Hvis der er for meget i det her område kan det nem tage luften ud af et mix. Omvendt kan for lidt gøre at det er svært at få top og bund til at hænge sammen. Derfor bruger jeg meget tid på at luge ud både med eq og i selve arrangementet. Generelt betragter jeg lav mellemtone som cementen der binder top og bund sammen.
  • Høj mellemtone (1-6 Khz) : Som tidligere nævnt er vores ører ekstra følsomme overfor dette område, og det er her den menneskelige stemme er stærk. Her finder vi leadvokalen, soloinstrumenter som elspade, flygel, sax etc. Jeg er meget omhyggeligt med at sørge for at instrumenterne ikke taler i munden på hinanden, med mindre genren kræver det. Jeg bruger automation og eq for at give og tage plads så ingen spiller når leadvokalen siger noget (der er plads imellem fraserne). Er jeg med under indspilninger arbejder jeg også med akkompagnementsinstrumenternes voicing, så de lægger sig under vokalen eller hvem der end har ordet. Jeg er varsom med at booste dette område med eq – det bliver nemt hårdt og skingert på den ufede måde, især med computer eqs
  • Top (Over 6 Khz) : Heroppe finder vi bækkener, shakere, luft og det allerøverste af en westernguitar. Jeg er igen varsom med dette område. Jeg er ikke så meget til kraftig top, men kan bedre lide en lidt “støvet” top og til gengæld så meget bund som muligt. Men det er min personlige smag. Jeg mixer generelt lidt til den mørke side og løfter så toppen et par dB til sidst med en shelving eq i god kvalitet.

Det var lidt af mine tanker om roller og placering i mixet. Det kan lyde som om jeg arbejder meget bevidst med processen, men det er kun nogle guidelines jeg har i baghovedet under arbejdet. I praksis prøver jeg at følge min mavefornemmelse og ikke intellektualisere for meget. Lidt ligesom at spille på et instrument – det gælder om at komme “in the zone”.

Læs del 4 her.

Reklamer

Et par tanker om støj…

I forbindelse med at jeg mixede Kent Thomsens skønne bluesplade havde jeg et lille støjproblem – eller rettere mangel på samme. I denne post vil jeg fortælle om hvordan jeg fik løst problemet og hvordan jeg bruger støj når jeg mixer.

Problemet

Når jeg arbejder med leadvokalsporet i et mix, lukker jeg ofte sporet imellem sangfraserne ved at automatisere volume. På den måde får jeg fjernet uønskede lyde, fx smaskelyde og spild fra hovedtelefoner der kan høres igennem mixet og distrahere. Det kan for det meste gøres uden problemer, men på Kents plade er der et nummer hvor han synger hele første vers uden musik omkring sig. Der var et par små “mundlyde” jeg gerne ville have væk, men det blev alt for tydeligt at lyden blev skruet ned imellem fraserne – der blev simpelthen alt for stille. De fleste mikrofoner og især stormembranmikrofoner, afgiver en lille smule støj der kommer dels fra den interne elektronik og dels fra luftmolekyler der rammer membranen (med mindre du optager ude i verdensrummet). Store membraner har selvsagt en større overflade og er derfor mere udsatte for luftmolekylestøj. Derudover har mikrofonforforstærkeren også en vis egenstøj der ikke nødvendigvis er kraftig, men man kan tydeligt høre når den forsvinder. Så hvad gør man så?

Ja jeg løste problemet ved at optage et par minutter af outputtet på en af mine LA610 preamps. Dejlig rørstøj som jeg lagde på et spor parallelt med føromtalte vokalspor og så var problemet løst. Jeg havde fået fjernet de lyde jeg ikke ville have og samtidigt maskeret automatiseringen med en let susen.

Støj som krydderi i et mix

Jeg bruger ofte støj når jeg mixer for at modvirke den lidt ferske fornemmelse man kan få når man mixer på et digitalt system. I “gamle” dage, da man udelukkende optog på analoge båndoptagere, havde man det modsatte problem. Båndoptagerne har et relativt højt støjgulv, så der gik øvelsen ud på at begrænse støjen bla. ved hjælp af støjreduktionssystemer og en højere båndhastighed. Men uanset hvad, så var støjen til stede og er på en eller anden måde blevet en del af æstetikken, specielt indenfor rytmiske genrer. Jeg tror simpelthen vi ville synes at Pink Floyds “The Wall” ville lyde underlig uden den svage susen fra optagekæden, for ikke at tale om den svage knitren fra en LP-plade som nogle mennesker stadig sværger til – bla. andet pga. af støjen, er min tese.

Vore dages digitale systemer er meget støjfrie sammenlignet med analoge systemer. Det er på mange måder rart, men det er også som om der mangler noget. Mange prøver at modvirke den fesne fornemmelse ved at bruge forvrængning fra diverse rørpreamps, tapesaturation plugins og summingmixere, men jeg vil gerne gøre opmærksom på støj som en supplerende måde at sparke en smule liv i dit eurodancespor.

Indenfor filmverdenen opererer man med begrebet “roomtone”. Det går ud på at lydmanden, efter at man har optaget en scene, får filmsettet for sig selv og optager 5-10 minutter af rummet som det lyder uden aktivitet. Der er altid svag støj i den verden der omgiver os og derfor føles det underligt uden. Roomtoneoptagelserne bruges til at tilføje atmosfære til det endelige mix, der ellers ville virke tomt og unaturligt. Jeg har en lille samling af roomtone og andet støj optaget med min Zoom H4, der ofte finder vej ind i de musikmix jeg laver. Jeg er specielt glad for mildt regnvejr, der fungerer godt med jazzballader. For et par år siden producerede og mixede jeg en jazzplade der hedder “Lifelines” med Dahlen/Bærenzen Project. På den findes der en meget luftig, jazzet ballade med titlen “Misconception”. Her har jeg eksperimenteret med en smule regnvejr i mixet.

Jeg går efter at lægge det så svagt som muligt, da det ikke skal tiltrække sig opmærksomhed i sig selv. Jeg skruer ned og muter/unmuter indtil jeg har fundet det svageste niveau hvor det stadig gør en forskel og rider det med automation. Lyt til nummeret her :

Lifelines - Dahlen Baerentzen Project

Det var alt hvad jeg havde om støj for nu, jeg håber det kan inspirere til lidt eksperimenter, og så ikke ikke mere støj her fra. God weekend.

Logic Pro tutorial: Introduktion til automation

Automation i Logic Pro er et fuldstændigt uundværligt værktøj for mig og jeg bruger det hele tiden. I denne tutorial har jeg lavet en lille introduktion til det, for dem der ikke er kommet igang. Automation vil indgå i en del tutorials fremover, så derfor er det godt at have styr på de grundlæggende principper. Jeg kan allerede nu afsløre at den næste tutorial kommer til at handle om hvordan jeg de-esser vokalspor, så stay tuned!

God fornøjelse