Besøg hos Neumann.Berlin – The Microphone Company


FacebookTwitterMore...


I sommeren 2010 var jeg på ferie i Berlin og hvad er mere naturligt som lydtekniker end at besøge det legendariske mikrofonfirma Neumann?

Jeg havde hørt mange historier om Neumanns hovedkvarter, bla. at de skulle have et kæmpe lager af de berømte VF14 radiorør der stort set ikke findes mere, men som er vigtige for lyden i bla. Neumanns gamle U47 mikrofon. Eneste problem med rørene skulle være at de var påtrykt nazi-emblemer. Det er velkendt at nazisterne brugte Neumann mikrofoner, Hitlers taler blev fx holdt i en Neumann CMV3. Virkeligheden viste sig dog at være noget mere jordbunden, men sjov historie alligevel, eller måske egentlig lidt uhyggelig.

Jeg blev modtaget af Jürgen Breitlow som er Director of Acoustics and Mechanics hos Neumann i en meget diskret og almindelig kontorbygning midt i Berlin og blev vist ind i et lille konferencerum til en lille snak. Gangen er prydet med billeder af legendariske Neumann brugere. Jeg nåede at se Frank Sinatra og Nat King Cole. Jürgen fortalte mig at det ikke var så længe siden at Bryan Adams havde været forbi og da han er kendt som en entusiastisk mikrofonsamler er det jo et must at besøge Neumann.
Der er ikke nogen produktion i Berlin, det hele foregår på  Sennheisers fabrik i Frankfurt – Sennheiser ejer Neumann. I Berlin findes udviklingsafdelingen dels af de mekaniske dele, som kapsler etc og dels af software til Neumanns linie af digitale mikrofoner. Der er omkring 25 ansatte, de fleste med høje tekniske uddannelser. Jürgen selv er uddannet fysiker. Han viste mig sit arbejdsbord, der mest af alt lignede bordet hos en schweizisk urmager, og demonstrerede hvordan han justerede de fine kapsler på næsten molekylært niveau for at optimere deres ydeevne. Det virkede som han holdt sig lidt tilbage for ikke at sætte mig helt af med fysikken bag mikrofon-udvikling. Jeg kunne ihvertfald se at det var finmekanik på højt plan.

Derefter gik turen til det rum hvor kapsler og mikrofoner testes. Det er et fuldstændigt ekkofrit rum, et såkaldt anechoisk kammer, der er beklædt med en sær affjedret skumgummi på gulv, vægge og loft. Her kan udviklerne teste og måle virkningen af de justeringer de har foretaget, uden forstyrrende reflektioner fra de hårde overflader man finder i et mere dagligdags rum. Det var en besynderlig oplevelse kun at kunne høre sin egen puls i sådan et rum.

Næste stop var afdelingen hvor Neumann reparerer, renser og justerer gamle mikrofoner. Afdeling er måske så meget sagt for den består af en enkelt mand der sidder og ordner det hele. Bordet foran ham ligner en veritabel slagmark af mikrofoner med buler og ridser som er kommet hjem for at blive nurset. De fleste af justeringerne foregår på øret, kun ved at lytte til mikrofonen igennem en enkelt fuldtonehøjttaler. Så kender man da sin Neumann mikrofon.
Lige ved siden af ligger lageret med reservedele til de gamle mikrofoner og her lever virkeligheden måske ikke helt op til legenden. Ingen nazirør, men kun en enkelt væg med skuffesystemer fyldt med dele. Jürgen fortale mig at de langsomt løber tør for originale reservedele og at de på nuværende tidspunkt kan reparere mikrofoner fra slutningen af anden verdenskrig og frem. Altså hvis det skal være med originale dele. Så det er bare med at passe på sine gamle klenodier, hvis man er så heldig at eje en.

Den største af afdelingerne er afdelingen for digitale mikrofoner, hvor der udvikles hardware og software på livet løs. Det er tydeligt det store satsningsområde for Neumann, og mens vi andre måske er mere fascinerede af de gamle legendariske mikrofoner som U47 og M49, så virkede det som om Jürgen var klart mere begejstret for de nyeste generationer Neumænd. En digital mikrofon er i princippet som enhver anden mikrofon, men med den forskel at den har indbygget en A/D konverter. Fx findes TLM103 modellen både i en analog og en digital udgave. Fordelen ved det digitale system skulle være at man dels kan optimere konverteren og derved gøre den til en del af mikrofonens lyd. Derudover kan man fjernstyre den fra kontrolrummet og ændre karakteristik osv. For alle der har prøvet at stavre rundt i et indspillerum for at skifte karakteristik og tilbage til kontrolrummet for at lytte, lyder det som en rigtig rar ting. Man kan også lave en langt mere forvrængnings- og støjfri transmission af signalet til optageren. Og så er der indbygget en peaklimiter der forhindrer at mikrofonen overstyrer. Det kunne da godt være man skulle tjekke det ud på et tidspunkt.

Det sidste stop på besøget var i et lille showroom, hvor der er udstilling af alle de klassiske mikrofoner helt tilbage fra den legendariske CMV3. Jürgen viste desuden prototyper af Neumanns nye studie monitors. De er her, knapt et år efter, ude i handlen.

Det var slut på et sjovt og spændende besøg på en dag hvor der var over 40 grader i Berlin. Jeg tog tilbage til Prenzlauer Berg en smule oppe at køre over at være blevet taget så godt imod.

Morten Eriksen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s