Hvordan du kan gøre dit mixstudie til et tryggere sted – del 4.

Idéer og inspiration

Inspiration og nye friske idéer er naturligt nok meget vigtigt når man beskæftiger sig med et fag der indeholder kreative elementer. Det pirrer nysgerrigheden og motiverer. Så hvad gør man når man som jeg skal komme med gode idéer på kommando til kunderne i butikken? Først og fremmest skal man kende sig selv og vide hvad der fungerer og ikke fungerer for ens kreativitet.

Jeg ved fx at følgende er godt for min :

  • At jeg har sovet godt.
  • At jeg ikke er stresset
  • At jeg ikke er syg.

Følgende fungerer ikke for mig :

  • At jeg har sovet dårligt.
  • At jeg ikke ved hvor næste husleje skal komme fra.
  • At jeg har tømmermænd og i det hele taget noget som helst der indebærer alkohol, bortset fra at desinficere mit tastatur.

Det meste af ovenstående kan jeg ikke altid kan kontrollere. Derfor er det godt at have andre kilder at trække på, også når man er træt, fattig og eventuelt har tømmermænd. I denne artikel vil jeg fortælle lidt om hvad jeg gør for at få gang i idéerne.

Inspiration fra plader

Jeg lytter rigtigt meget til musik, det er en del af min hverdag. Og jeg mener lytter som i at jeg sidder og ikke beskæftiger mig med andet. Jeg har ligesom to overordnede dele af min musiksamling. Der er de plader der af forskellige årsager ligger mit hjerte nært og simpelthen er det musik jeg holder allermest af. Derudover har jeg en endnu større samling af musik som jeg lytter til af mere faglige grunde. Det kan være fordi jeg godt kan lide vokallyden, trommerne eller en effekt, musikalsk som teknisk. Nogle gange bruger jeg pladerne til at aflure hvordan de konkret har opnået en eller anden sound, så jeg selv kan genskabe den. Men oftest bruger jeg dele fra forskellige plader, så jeg måske beslutter mig for at vokalen skal lyde og balancere lidt som plade A, trommelyd/balance som plade B osv. På den måde giver jeg mig selv små udfordringer når jeg skal lave fundamentet til et nyt mix, og får nogle konkrete mål at gå efter.

Inspiration fra bøger og blade

En anden vigtig inspirationskilde er bøger og blade, fx interviews med producere og lydteknikere der fortæller om hvordan de arbejder. Man kan få konkrete tips og tricks, og måske endnu vigtigere, et indblik i hvordan de tænker og griber forskellige problemstillinger an. Man sidder jo ikke med de samme kunstnere og studier som de gør, men derfor kan det alligevel være forfriskende med nye vinkler, så man kan gøre sig nogle tanker om hvordan man kan tilpasse idéerne til de midler man selv har til rådighed og dermed opfinde sin egen teknik.

Her er par bud på bøger, blade og personer som har inspireret mig (klik links) :

  • Mix – amerikansk blad med et væld af interviews og reportager
  • Resolution Magazine – hed i gamle dage Studio Sound og er det gældende britiske magasin om lyd. Fyldt med idéer og viden.
  • Temples of Sound: Inside the Great Recording Studios – en af de fedeste bøger jeg har læst om de klassiske gamle amerikanske studier, fyldt med røverhistorier og beskrivelser af teknikker.
  • Recording The Beatles– har nævnt den i en tidligere artikel og kan simpelthen ikke anbefale den nok. En vanvittig detaljeret beskrivelse af alt det udstyr og  de teknikker der blev brugt på alle Beatles pladerne. Helt ned til impedansen i Pauls baskabel på Sgt. Pepper. Man føler sig unørdet og sjusket i forhold til det arbejde der ligger bag.
  • Mark “Spike” Stent– benhård engelsk mixermand, der ved hvordan popmusik skal skrues sammen.
  • Trevor Horn – min gamle producerhelt, der godt nok ikke er så hip mere, men hold nu op hvor er der mange lækre detaljer i hans produktioner, der kan bøjes til nutidige idéer. Han har bla. lavet “Video Killed the Radio Star”
  • Steve Lipson – har produceret Annie Lennox “Diva” – så behøver jeg ikke sige mere.
  • Rudy Van Gelder – legendarisk optiker der har optaget et væld af fantastiske jazzplader, bl.a  John Coltranes “A Love Supreme”

Genrebevidsthed

At være bevidst om hvad der er kernen i forskellige musikalske stilarter er vigtigt. Når man skal balancere instrumenterne skal man forstå hvad der er det musikalske grundlag for en bestemt genre. På den måde sikrer man at det grundlæggende swing eller udtryk er iorden, så man ikke prioriterer hardangerfelen højere en surdoen når man mixer sambamusik, for nu at sætte det på spidsen.

Alle stilarter har forskellige lydmæssige kendetegn, der kan være resultatet af en tradition og hvordan de førende kunstnere inden for genren, nu engang har produceret deres indspilninger. De er på den måde blevet en del af vores kultur og det kan man udnytte når man mixer. De fleste mennesker kan genkende The Beatles når de hører dem og hvis man lærer de teknikker der blev brugt på deres plader at kende, har man en stor lydpalette at trække på. At “citére” en karakteristisk sound er en effektiv måde at tiltrække sig opmærksomhed, for det maler lynhurtigt billeder i hovedet på lytteren og bliver på den måde et godt hjælpemiddel når “scenen” skal etableres.

Mindst lige så vigtigt er det at man får nogle konkrete opgaver og mål der kan bruges som udgangspunkt for resten af mixprocessen.

Det er egentlig ikke så tit at mine mix bliver en autentisk kopi af en bestemt stilart. Jeg bruger det mere som en indledende øvelse der sætter gang i fantasien og giver en idé om stemningen i nummeret. Herefter kan jeg så kritisere og justere mixet så det efterhånden bliver til min egen sound.

Her er nogle eksempler på karakteristiske lydteknikker :

  • John Lennon : A.D.T vokallyd – Er ikke så nem at kopiere helt autentisk, da den blev skabt ved hjælp af to analoge båndoptagere som de færreste trods alt har til rådighed idag. Men med en smule slapecho og måske lidt chorus eller flanger kan man komme tæt nok.
  • 50’er rock : slapecho og platereverb
  • John Bonhams trommelyd – indspil trommerne i et rigtigt stort rum med lidt hårde reflektioner og masser af comp på overheads. Husk trommerne skal være Ludwig og helst med en 24″ stortromme.
  • Tony Levins baslyd – ring til Tony Levin for jeg ved ikke hvordan han gør.
  • Vikingarna : 40 km lang rumklang og flerstemmig saxofon
  • The Edge : rytmisk ekko på guitaren
  • Phil Collins trommer : Gretch toms uden bundskind, compressor og gated rum.

Det kan også være referencer til bands og kunstnere der hver især har defineret en overordnet lyd som de fleste med en smule musikkendskab kan genkende :

  • The Beatles
  • Led Zeppelin
  • Pink Floyd
  • Kraftwerk
  • Nirvana
  • Depeche Mode

…find selv på flere

Det er jo ikke altid at de elementer man skal bruge overhovedet er blevet optaget, derfor prøver jeg på at få lavet nye dubs hvis jeg virkeligt vil følge en idé til dørs.

Muligheder i begrænsninger

Nogen gange kan det være inspirerende og til tider direkte nødvendigt ikke at have for mange muligheder. Den teknologiske udvikling de sidste 15-20 år har gjort det muligt for os almindeligt dødelige at have meget avanceret udstyr til vores rådighed i studiet. Det er på mange måder fantastisk, men det kan også have den stik modsatte effekt. Det kan være forførende så man bliver fristet til at alt kan løses ved at hælde mere gear på. Da jeg startede med harddiskrecording for ufatteligt mange år siden, havde jeg computeren fuld af plugins og det kunne ikke blive kompliceret nok. Men efterhånden som jeg har fået erfaring har jeg indset at det overhovedet ikke er der det sker. At lytte og være bevidst om hvad jeg egentlig hører er det der rykker mest. Det og så en meget lille udvalgt samling af plugins som jeg bruger sparsomt og kender rigtigt godt.

Jeg prøver at huske mig selv på at fantastisk lyd har eksisteret siden 1950’erne og at den teknologiske udvikling ikke har gjort den bedre – bare nemmere. Presets og diverse “hjælpsomme” plugins har den fare at de kan afholde en fra at stikke fingrene helt ned i skidtet og forstå og mærke det materiale man sidder med. På den måde får man ikke udviklet sin naturlige intuition der ellers kommer over tid. Det kan virke begrænsende og hæmmende på den kreativitet som vi, trods alt, stadig har mere af end maskinerne. Der skal selvfølgeligt være plads til at lege og afprøve nye ting, men der skal også være plads til at lade være.

Det var forløbigt min lille serie om mix – der kommer sikkert mere senere, men i den kommende tid vil jeg gå igang med at producere noget mere materiale – tekst og video – om compressorer, så kig forbi.



Advertisement

Hvordan du kan gøre dit mixstudie til et tryggere sted – del 3.

I denne del vil jeg forsøge at komme med nogle bud på hvordan jeg ser instrumenternes placering og en generel diskussion af rollefordelingen i et mix. Det er jo et dybt subjektivt emne, men jeg vover at stikke fingrerne i suppedasen og komme med nogle af mine tanker. Jeg lovede godt nok i sidste artikel at jeg vil lave tegninger, men det er jeg gået fra igen, da jeg ikke synes det gav noget særligt.

Lydbilledet

Jeg betragter lydbilledet som et tredimensionelt rum – lidt som at sidde foran en teaterscene. Vi har en ramme, højre/venstre side, forgrund/baggrund og top og bund. Den der står forrest midt på scenen vil i mit lydmix være placeret en smule foran højttalerne i midten. Hvis jeg mixer 5.1 surround bliver rummet udvidet til også at omfatte det rum jeg selv sidder i.

Der kan være flere metoder til at opnå den rette placering og flere end der er plads til i denne artikel, men jeg vil prøve at smide nogle bud på banen der på ingen måde skal ophøjes til lov, men tjene til inspiration.

Hvem har ordet?

Når man laver film arbejder man med en række forskellige teknikker for at fortælle historien både under optagelse og redigering. Man starter med et totalbillede når  scenen skal etableres for at vise publikum hvor vi er henne. Man bruger closeups når der skal fortælles noget vigtigt, så publikum kun fokusere på den der siger eller gør noget vigtigt for filmen. Med kameraet kan man fokusere på hovedpersonen og gøre baggrunden utydelig – det er en anden måde at flytte publikums opmærksomhed det “rigtige” sted hen. Lidt på samme måde vi med øjne og ører flytter opmærksomheden rundt i verden omkring os.

Under redigering må billedet helst ikke “springe”. Det vil sige at man ikke skal sætte billederne sammen på en måde så publikums opmærksomhed springer fra den ene side af skærmen til den anden hvert sekund. Det skal have en rytme og på en naturlig måde lede folks opmærksomhed rundt – med mindre man selvfølgelig går efter at publikum skal blive forvirrede og i værste fald søsyge. Det kan jo også have en dramatisk effekt.

Det er den tankegang jeg har i baghovedet når jeg mixer. Jeg prøver at se musikken som en historie der skal fortælles. Introen er totalbilledet der fortæller os hvor vi er henne. I verset skal vi fokusere på leadvokalen der fortæller historien og der må for alt i verden ikke være nogen der “snakker” i munden på den. I omkvædene træder vi lidt tilbage igen og de må gerne gradvist gennem nummeret blive mere “rodede” som spændingsopbygning. I soloen fortæller vi videre på historien uden ord, så der skal igen være fokus. For at kunne fortælle historien ordentligt er det vigtigt at kende alle brikkerne i spillet og ikke mindst at kunne placere dem rigtigt.

AKSERNE

Der er tre akser i mit tredimensionelle lydrum. De to af dem er spatiale, forstået på den måde at de konkret beskriver hvor i rummet instrumentet befinder sig. Det er venstre/højre-aksen og forgrund/baggrund-aksen. Den tredje akse er spektral fordi den beskriver hvilket frekvensområde instrumentet har magten over, så den kan vi kalde op/ned eller rettere top/bund.

Ventre/Højre

Dette er den “nemme” akse. Med monospor kan vi bruge panoreringsknappen til at placere instrumentet til en af siderne, i midten eller alt der imellem. Typisk vil jeg placere ankerpunktet (se artikel del 1) fx leadvokal el. solist i midten, sammen med stortromme og lilletromme. I siderne vil jeg lægge guitar, keys etc. så de ikke skygger for det element der skal have mest opmærksomhed. Normalt vil lytterens opmærksomhed være rettet mod den der står i midten, men hvis man laver “overraskende” panoreringer som fx at placere en solo helt ude til venstre, kan det også skabe opmærksomhed og lidt rav i gaden. Jeg har tidligere haft held til at panorere et helt trommesæt ud i den ene side, ved at lægge overheads til højre og resten til venstre. Det er ikke alle steder det er godt, men der er et band der hedder The Beatles som har klaret sig fint med den model, selvom det ikke var frivilligt.

I forbindelse med stereospor er der en lille spidsfindighed man skal være opmærksom på hvis man bruger Logic (og muligvis Cubase – det kan nogen af læserne måske opklare). Når du laver et stereospor i Logic bliver panoreringsknappen til en balanceknap. Det vil sige at hvis du drejer knappen mod højre, panorerer den ikke sporet, men skruer simpelthen ned for venstre kanal. Det kan i nogen tilfælde have konsekvenser for lyden, hvis du fx har en elektrisk guitar med to forskellige forstærkere på hver sin kanal. Hvis du vil lave en “rigtig” panorering af et stereospor i Logic, skal du bruge den plugin der hedder “DirMix” som findes under “Imaging” i pluginmappen. På den plug skal du bruge Directionknappen.

Forgrund/baggrund

Når elementerne skal placeres i dybden har jeg flere forskellige knapper at dreje på. En måde er ved hjælp af eq. Man kan rulle lidt top af et instrument så det “gemmer” sig lidt mere i mixet – mere om det senere. Man kan jo også bare skrue en smule ned så andre elementer i mixet overtager fokus. Den sidste vigtige metode er rumklange. Hvor de to foregående metoder mere handler om at maskere instrumentet, kan man med rumklang skabe en fornemmelse af ægte dybde i mixet.

Rumklang og ekko

Jeg vil lige starte med at sige at jeg aldrig sætter en rumklangsplugin direkte på et spor. Jeg bruger altid den gammeldags metode med sends på sporene og så klangen på en bus. Jeg synes mixet blander bedre når instrumenterne ryger i den samme klang fremfor 48 spor med 48 forskellige rumklange og det er nemmere for mig at overskue og justere i løbet af processen. Jeg bruger næsten altid 3-4 klange og 1-2 ekkoer. To rigtigt korte klange, dvs 1 sekund og derunder. En mellem på 1-2 sekunder og en rigtig lang klang på 4-5 sekunder. Alle klange, undtaget den lange, er relativt mørke og toppen er rullet en smule af. Det vil typisk være room-algoritmer der emulerer rum med træ på væggene.

Jeg bruger ikke særligt tit rumklang som en kraftig og hørbar effekt, med mindre stilen virkelig kræver det – det bruger jeg ekko til. Jeg kan bedst lide at klangene er meget diskrete, så de lige akkurat giver lidt dimension og dybde. Derfor også den mørke lyd, så de blander i mixet – men det er en smagssag. Her nogle af mine tanker om klang og ekko.

  • Hvis du sætter send’et til “prefader”  vil der stadig blive sendt til klangen når du skruer ned for volumen. Ved at fade det rene signal ned, kan man skabe illusionen af at instrumentet forsvinder bagud i mixet. Det bruger jeg af og til på en slutfrase i vokalen eller en solo. Det er godt på lange toner.
  • På leadvokalen bruger jeg næsten altid en meget kort (Closet) klang på omkring 0.3 sekund, selv når den skal fremstå helt tør. Det “graver” ligesom en lille smule plads i mixet hvor vokalen kan ligge. Jeg bruger det også i forbindelse med lange klange, fordi den binder vokal sammen med den store klang. Ellers kan det lyde som om vokalen står tørt og klangen ligger for sig selv bag ved.
  • På trommer finder jeg en fyldig room eller hall på 1-1.4 sek. Lægger en lille smule på lilletrommen og samler det hele i en bus der får en smule rum også. Bare lige til man kan høre at trommerne bliver lidt tykkere/varmere og får lidt rumfornemmelse.
  • De to ekkoer vil typisk være en slapecho (“Elvis-klang” på ca. 120-140 ms) og en rytmisk ekko indstillet til enten punkterede 1/8-dele eller 1/4-dele. Jeg bruger både locut og hicut så de fremstår relativ tynde og mørke. Det gør at de skiller sig ud fra det rene signal og ikke roder.
  • Jeg bruger lang tid på at automatisere send’ene på leadvokalen så der er mere eller mindre klang el. ekko afhængigt af teksten og stemningen på et givent sted.
  • Meget klang giver mig en fornemmelse af distance og at vokalen træder tilbage – det modsatte gør sig gældende med svag klang. Vokalen bliver nærværende og intim og det egner sig godt til vigtige eller konkluderende tekstfraser. Jeg kan også fange et par slutfraser el. tre med det lange ekko. Jeg starter næsten altid med for meget og bakker det lige så stille af igen i løbet af mixprocessen.
  • Jeg bruger ikke meget tid på at finjustere selve klangene. Jeg har en samling presets som jeg bruger hele tiden og modificerer dem ofte kun med en eq. Jeg bruger Logics Spacereverb og har har tre hardwareklange: TC M-One XL, Lexicon MPX500 og Lexicon MPX1 koblet til min computer via S/PDIF og insertet med Logics I/O plugin. Hardware-klangene suser en lille smule og det kan jeg jo godt lide.

Top/bund

Den sidste akse jeg vil diskutere er lidt mere diffus og grænserne er lidt mere flydende. Den handler om instrumenternes placering spektralt. Det vil sige hvilket i frekvensinterval de har deres hovedområde. Jeg siger flydende fordi det absolut ikke er en skarp opdeling, måske lige med undtagelse af den dybe bund.

I anden del af denne artikelserie bragte jeg min huskeliste for frekvensområderne og det her ligger i forlængelse af den. I grove træk ser jeg lydbilledet inddelt i 4 overordnede frekvensområder :

  • Bund/bas (Under 100 Hz): Her er det kun stortromme og det allerdybeste af bassen der huserer – jeg locutter alle andre instrumenter ved ca. 80 hertz. Det er vigtigt med præcision i lyden hernede og det har kun bassen og stortrommen. Hvis nummeret fx kun har et flygel som akkompagnement ser jeg flyglet som et helt orkester og forsøger at mixet efter det. Pas på med synthplugins, de har ofte en ond bund der ikke har noget at lave hernede, med mindre det er bassen i nummeret. Jeg har en subwoofer på mit system og jeg lytter med jævne mellemrum på den alene for at tjekke om bunden er ryddet ordentligt op.
  • Lav mellemtone (ca.100-1000 Hz) : Her huserer punchet i de fleste instrumenter fx på elbas, akkompagnementsguitarer og keys. Hvis der er for meget i det her område kan det nem tage luften ud af et mix. Omvendt kan for lidt gøre at det er svært at få top og bund til at hænge sammen. Derfor bruger jeg meget tid på at luge ud både med eq og i selve arrangementet. Generelt betragter jeg lav mellemtone som cementen der binder top og bund sammen.
  • Høj mellemtone (1-6 Khz) : Som tidligere nævnt er vores ører ekstra følsomme overfor dette område, og det er her den menneskelige stemme er stærk. Her finder vi leadvokalen, soloinstrumenter som elspade, flygel, sax etc. Jeg er meget omhyggeligt med at sørge for at instrumenterne ikke taler i munden på hinanden, med mindre genren kræver det. Jeg bruger automation og eq for at give og tage plads så ingen spiller når leadvokalen siger noget (der er plads imellem fraserne). Er jeg med under indspilninger arbejder jeg også med akkompagnementsinstrumenternes voicing, så de lægger sig under vokalen eller hvem der end har ordet. Jeg er varsom med at booste dette område med eq – det bliver nemt hårdt og skingert på den ufede måde, især med computer eqs
  • Top (Over 6 Khz) : Heroppe finder vi bækkener, shakere, luft og det allerøverste af en westernguitar. Jeg er igen varsom med dette område. Jeg er ikke så meget til kraftig top, men kan bedre lide en lidt “støvet” top og til gengæld så meget bund som muligt. Men det er min personlige smag. Jeg mixer generelt lidt til den mørke side og løfter så toppen et par dB til sidst med en shelving eq i god kvalitet.

Det var lidt af mine tanker om roller og placering i mixet. Det kan lyde som om jeg arbejder meget bevidst med processen, men det er kun nogle guidelines jeg har i baghovedet under arbejdet. I praksis prøver jeg at følge min mavefornemmelse og ikke intellektualisere for meget. Lidt ligesom at spille på et instrument – det gælder om at komme “in the zone”.

Læs del 4 her.

Hvordan du kan gøre dit mixstudie til et tryggere sted – del 2.

I den første del af denne lille miniserie om tryghed, handlede det mest om det miljø jeg mixer i. I dette afsnit vil jeg beskrive nogle konkrete teknikker og arbejdsgange jeg bruger og håber det kan give lidt inspiration.

Min overordnede pointe er jo at bryde den tilsyneladende flydende og lidt uoverskuelige proces ned i små dele som man kan forholde sig nøgternt til, og så vidt muligt finde faste arbejdsgange og teknikker der bliver til rutine. På den måde kan jeg gemme mest mulig hjernekapacitet til de beslutninger der er virkeligt vigtige og med tiden blive god til at spotte hvilke af dem der er netop det.

Et væsentligt punkt for mig er referencemusik. Det er helt konkret 6 numre der hver især repræsenterer mit lydideal og den musik jeg selv kan lide. Jeg kender dem rigtigt godt og ved hvordan de skal føles og lyde. Derfor kan jeg hurtigt gennemskue om der er problemer eller bare ting der er anderledes ved det system jeg sidder ved. Jeg bruger dem også til at minde mig selv om hvad jeg stræber efter eller hvis jeg er træt og begynder at høre tekniske problemer der ikke er der, kan de lige bekræfte mig i at alt er ok.

Det er selvfølgelig vigtigt at man finder sin egen referencemusik, men for sjov får I lige mine :

Massive Attack  “Angel” fra Mezzanine – Her kan man høre om bunden fungerer eller om subwooferen er kaliberet forkert (det er de for det meste).

Miles Davis “So What” – fra Kind Of Blue pladen – minder mig om hvor enkelt det kan gøres.

Talk Talk “Wealth” fra Spirit of Eden – minder mig om at der skal være luft i mixet og jeg kan høre om der er problemer med fase og stereoperspektiv på monitorsystemet

Peter Gabriel “Sky Blue” fra Up – man kan tjekke bund og generelt bare stræbe efter god vokallyd.

Nine Inch Nails “We’re in This Together” fra The Fragile – minder mig om hvor meget kontrol man kan have over et punchy og fyldigt mix.

Daniel Lanois “I Like That” fra Here Is What Is – minder mig om hvem der er mesteren og at musikere generelt er nogle dejlige mennesker som jeg vælger fremfor at blive rig.

Frekvenser og Hertz

Den ting der har hjulpet mig mest i mixprocessen er at jeg har lært at identificere frekvensområder på øret. Jeg behøver ikke længere at sidde og lede efter det jeg har brug for, men kan gå lige til biddet. Jeg ved ikke rigtigt om der findes en metode til at lære det hurtigt, men jeg har fra starten af noteret mig hvor instrumenterne har deres hovedområde og brugt det som min huskeliste. Her er nogle af mine mentale noter, bemærk at de selvfølgeligt er sådan cirka :

  • 60 Hz og ned : Det absolut dybeste område. Her er det kun det laveste af bas og stortromme der skal være.
  • 70-100 Hz : Et godt sted at finde bund i toms
  • 110 Hz : Her kan man finde elbas
  • 200 Hz : Et meget vigtigt område som jeg bruger meget tid på at dæmpe. Det er her en westerguitar runger og hvis du mangler top på leadvokalen, så fjern lidt her i stedet for at booste toppen på din hæslige eq-plugin.
  • 500 Hz : Papområdet – ja måske ikke det meste videnskabelige navn, men hvis instrumenter lyder lidt af papkasse, så dæmp lidt her.
  • 1000-1500 Hz : Walkie talkie område. Det er her du finder de frekvenser hvor instrumentet lyder som den lyd man kender fra gamle telefoner og walkietalkies
  • 3-6000 Hz : Dette område er dine ører mest følsomme overfor. Her finder man taleforståelse, punch i vokalen og det godt at dæmpe hvis vokalen/instrumentet virker koldt eller hårdt. Det er også her soloinstrumenter som elguitar og sax slår deres folder, så pas på de ikke slås med leadvokalen. Vokalen skal altid vinde.
  • 7-8 Khz : Her finder du siblianter eller S- og T-lyde på vokalen. Det er i dette område man de-esser.
  • 10 Kzh og op : Her kan man finde luft på ridebækkenet og fx åbner sit mix en smule med en shelving eq på masteren, bare et par dB eller tre.

Generelt bruger jeg ikke eq til andet end at dæmpe en smule på de relevante frekvenser, 2-3 dB. Synes det lyder mindre kønt at booste områder med de fleste eq’s med mindre man har råd til en Massenburg eq (hardware, ikke software) og det har jeg ikke.

George Massenburg var iøvrigt en af de første til at beskrive principperne i en såkaldt parametrisk equalizer. Det er den mest almindelig type til studiebrug. De kan være konstrueret meget forskelligt rent teknisk – navnet går mere på den måde man betjener dem.

En parametrisk equalizer har typisk tre parametre : frekvens (freq), dæmpning/boost  (att/boost) og kurvens bredde omkring centerfrekvensen (Q). Når man arbejder med den er en god tommelfingerregel at booste rimeligt kraftigt og så dreje frekvensknappen til du finder det område der skal dæmpes. Jeg bruger næsten altid en lav Q, det vil sige en bred kurve omkring centerfrekvensen.

Fix it in mix

Min mixproces er inddelt i nogle trin som jeg kalder faser. Det lyder meget gennemtænkt og konceptagtigt,  men det er bare sådan min arbejdsgang har udviklet sig efter mange år og noget skal man jo kalde det.

Fase 1

Hvis jeg skal mixe et helt album, starter jeg med at sætte alle numrene op, dvs loade filerne ind i Logic (som jeg bruger for det meste) og laver et lynhurtigt grundmix. Jeg tilføjer en smule eq og en endnu mindre smule compression hist og her. Målet er at lave grundmix der repræsenterer nummeret og stilen uden automation og alt for mange lydbeslutninger. I løbet af denne proces lærer jeg optagelserne at kende og spotter om der er tekniske problemer der skal løses senere.

Jeg bruger ikke mere end en halv times tid pr. nummer.

Fase 2

I denne fase går jeg en tand dybere. Det første jeg gør er at identificere mixets anker. Det vil sige et spor der skal være konstanten i mixet. Hvis vi forestiller os en klassisk rocksang, vil mine ankerpunkter være trommer og leadvokal. Jeg starter med at få trommerne op at køre med det niveau de skal have. Derefter leadvokal, renser sporet og rider det med automation til det står fast og godt hele nummeret igennem. Derefter bringer jeg de resterende spor op til de balancerer nogenlunde. Jeg bruger heller ikke her særligt lang tid på hvert nummer…igen en halv times tid. Jeg prøver bare at følge mine umiddelbare indfald uden at tænke for meget over det – fixer de ting jeg studser over.

Det første nummer jeg arbejder med i fase 2 gemmer jeg presets på de forskellige instrumenter, som jeg kan bruge som udgangspunkt for de andre numre.

Fase 3

Nu begynder jeg at automatisere de øvrige spor, forholde mig til rumklang/echo, panorering og evt. reparation af tekniske fejl. Jeg forholder mig til om der er hele eller dele af spor der kan være svære at få plads til i mixet. Hvis de ikke kan være der skal de ud. Vær klar på at kill your darlings. Selvfølgelig i dialog med kunstneren.

Igen bruger jeg ikke lang tid på hvert nummer og bouncer stereomix af dem.

Fase 4

Her begynder jeg derhjemme, gerne lige når jeg er stået op. Jeg lytter numrene igennem med nogle gode hovedtelefoner (mine er Sennheiser HD25). Jeg skriver alt ned der falder mig ind, selv bitte små detaljer og ideer. Jeg prøver at bruge min intuition og ikke tænke for meget over det. Derefter tager jeg i studiet og retter og prøver alle de ting jeg skrevet ned. Fase 4 gentager sig indtil jeg ikke har mere at skrive ned.

Det korte af det lange er, at jeg ikke forholder mig til alt på en gang, men ved hele tiden at træde et skridt tilbage og lytte, får rettet de ting jeg studser over og så bare løber tør for ting at studse over. Og så husk lige at det skal fixes i mixet og ikke under mastering.

Til sidst sørger jeg for at bandet eller kunsteren er med i de sidste omgange. Når man har siddet med projektet alene, er det godt at få nogle friske ører på. Det kan sommetider være frustrerende hvis der kommer indspark der ligger lang fra hvad man selv synes. Men min erfaring har lært mig at jeg får langt det bedste resultat hvis jeg kan lægge min ærekærhed fra mig og prøve de ting der bliver foreslået. Andre mennesker kan jo også få gode idéer. Jeg siger altid min mening og er parat til at “forhandle”.

Det var så anden del af mine mixartikler. I næste afsnit vil jeg komme med nogle betragtninger omkring instrumenternes placering i mixet og forsøge mig med nogle tegninger for at illustrere hvordan jeg ser det – så det kan jo ikke undgå at blive fuldstændigt vanvittigt.

Læs del 3 her

Hvordan du kan gøre dit mixstudie til et tryggere sted – del 1.

Da jeg i sin tid startede med at mixe og efterhånden kom til at arbejde på projekter der skulle leveres til tryk, radioudsendelse og så videre, havde jeg et problem : Jeg var simpelthen ikke tryg ved det jeg selv lavede. Når man dertil lagde nervøsiteten over at skulle aflevere noget som skulle være færdigt og derfor teknisk og kunstnerisk iorden, så var forvirringen stor – ærligt talt ikke lige den fornemmelse man har lyst til at sidde med i den situation. Spørgsmålene var fx om der var for meget eller for lidt bund, var det for hårdt i mellemtonen, er vokalniveauet det rigtige, er det højt nok? Jeg arbejdede ofte i forskellige studier, med forskellige akustiske forhold og monitorsystemer, så det var svært at finde faste holdepunkter. Jeg brugte derfor lang tid på at tjekke mine mix alle mulige steder, blandt andet ved at køre rundt og høre dem på bilradioen. Det kunne ofte hjælpe lidt på det, men kunne lige så tit gøre at jeg blev endnu mere forvirret og efterhånden fik lyttet mig træt på mixet.

Idag er jeg noget mere erfaren, efter at have lavet mange fejl, så jeg nu er ret tryg ved de ting jeg sender videre. Jeg har erkendt nogle ting om hvordan min hjerne og ører fungerer bedst, som jeg kan tage bevidst hensyn til når jeg skal mixe. I denne post vil jeg prøve at beskrive nogle af de ting der har hjulpet mig til at blive tryg når jeg mixer.

Faste holdepunkter

For mig er det vigtigste at finde så mange faste holdepunkter som muligt. Når man sidder med en flok friske spor der skal mixes til en smuk helhed, kan det virke som om alt flyder og alt er til debat. Men kigger man lidt mere systematisk på det, kan man bryde processen op i en række delprocesser der hver især er ret konsistente og som med lidt øvelse kan blive til ren rutine.

Højttalere

Først punkt er højttalere. De er sidste stop inden dine ører og derfor selvsagt ret vigtige og et stort debatemne bla lydteknikinteresserede. Jeg mødte højttalerne i mit liv (ATC SCM10) for godt ti år siden og har holdt fast ved dem siden. Alle højttalerproducenter hævder at de laver de bedste højttalere og har masser af teknisk dokumentation på hvorfor….og de er allesammen lineære.

Om højttalerne er teknisk perfekte eller er standard i de store pladestudier, er lige meget for mig. Det vigtigste er at jeg bliver glad i låget af at lytte på dem. Hvis du kan finde de højttalere der gør det ved dig, så hold dig til dem resten af dine dage. Der kan være dage hvor du ikke synes de lyder helt optimalt eller dine venners højttalere lyder bedre. Men hold fast alligevel, for det vigtigste er at du lærer højttalerne at kende som din egen bukselomme (lyder lidt som en bryllupsprædiken I know, men sådan er det). Det var ét fast holdepunkt.

Personligt er jeg mest til klassiske hifi højttalere som ATC, B&W osv. med en god effektforstærker, fremfor aktive systemer som Genelec og Adam – men det er jo bare min præference. Og så skal de stilles op i et fornuftigt rum. Undgå klinkegulve, hjørner og murstensvægge og gå efter tæpper, bogreoler og sofaer (evt uklippede får – de dæmper godt).

Udover ATC højttalerene har jeg et par ældgamle Dallas computerhøjttalere som jeg også lytter en del på, især til balancer som fx vokalniveau. De er ikke noget specielt, men jeg kender dem afsindigt godt.

Levels

Et andet vigtigt holdepunkt for mig er mit lytteniveau. Min volumeknap står altid det samme sted når jeg mixer, eller rettere jeg har to muligheder, forklaring følger.

Idéen kommer fra den amerikanske lydtekniker og skribent Bob Katz’ bog “Mastering Audio – the art and science“. Han har udviklet noget han kalder K-system. Det er en standard for lytteniveau og metre der skal gøre det nemmere for teknikere at udveksle projekter og i det hele taget at snakke sammen, fordi man refererer til de samme niveauer. Det er en relativt langhåret proces at kalibrere sit system til K-system standard og det har jeg hverken tid eller råd til at gøre. Men jeg kan godt lide idéen om altid at lytte på samme niveau. Det er igen et fast holdepunkt der gør det lettere for mig at sammenligne niveauer imellem mine forskellige projekter og det udvikler min egen intuition for balancer både mellem de enkelte spor og spektralt. Her er hvad jeg har gjort :

– du skal bruge en decibel måler, som du placerer i din lytteposition. Dvs. lige præcis der hvor dit hoved er, når du sidder foran dine højttalere.

– du skal bruge en testoscillator der kan afgive pinknoise – Logic Pro har en testoscillatorplugin. Hvis du ikke har adgang til en test oscillator, kan du downloade 5 sekunders -20dBFS pinknoise her

– sæt oscillatoren til -20dBFS

– skru op for volumen indtil decibelmåleren viser 83dB SPL – sæt et mærke ved volumeknappen. Dette er det kraftige niveau

– skru igen på volumeknappen til måleren viser 77 dB SPL – sæt endnu et mærke. Dette er dit lave niveau.

Når du mixer fremover skal din volumeknap stå på et af de to punkter. I praksis bruger jeg mest det lave niveau, for ikke at blive træt i ørerne. Det kraftige bruger jeg engang imellem for at fornemme mixet ved højt lydtryk. Nu har jeg endnu et fast holdepunkt i min lydkæde som jeg efterhånden kender rigtigt godt. Faktisk lægger jeg tit stortrommeniveau ved at kigge på basenhederne på mine højttalere. Jeg ved lige præcis hvor meget de skal bevæge sig for at det er godt. Det kan lade sig gøre fordi mit system altid står på sammen niveau.

Træt hjerne, trætte ører

Jeg kan kun mixe et vist antal timer om dagen – faktisk kun omkring 5-6 timer og det skal være fra morgenstunden. Efter den periode er jeg simpelthen ikke i stand til at tage en fornuftig beslutning og vil ofte begynde at arbejde baglæns. Derfor planlægger jeg altid min tid omkring det. Hvis jeg arbejder længere bruger jeg den resterende tid på mere rutineprægede opgave, som fx redigering, rense spor osv. hvor der ikke nødvendigvis skal tages de store beslutninger. Med den erkendelse kan jeg sørge for at være mest muligt effektiv og undgå at høre numrene jeg mixer alt for meget. Så kan jeg kan forholde mig så neutralt til mixet som muligt og ikke gå kold på projektet – det er vigtigt at elske den musik man mixer, uanset om man selv lytter til noget andet til dagligt.

Det var første del denne artikel – i den næste post vil jeg komme med tryghedstips om selve mixprocessen.

Læs del 2 her.


Et par tanker om støj…

I forbindelse med at jeg mixede Kent Thomsens skønne bluesplade havde jeg et lille støjproblem – eller rettere mangel på samme. I denne post vil jeg fortælle om hvordan jeg fik løst problemet og hvordan jeg bruger støj når jeg mixer.

Problemet

Når jeg arbejder med leadvokalsporet i et mix, lukker jeg ofte sporet imellem sangfraserne ved at automatisere volume. På den måde får jeg fjernet uønskede lyde, fx smaskelyde og spild fra hovedtelefoner der kan høres igennem mixet og distrahere. Det kan for det meste gøres uden problemer, men på Kents plade er der et nummer hvor han synger hele første vers uden musik omkring sig. Der var et par små “mundlyde” jeg gerne ville have væk, men det blev alt for tydeligt at lyden blev skruet ned imellem fraserne – der blev simpelthen alt for stille. De fleste mikrofoner og især stormembranmikrofoner, afgiver en lille smule støj der kommer dels fra den interne elektronik og dels fra luftmolekyler der rammer membranen (med mindre du optager ude i verdensrummet). Store membraner har selvsagt en større overflade og er derfor mere udsatte for luftmolekylestøj. Derudover har mikrofonforforstærkeren også en vis egenstøj der ikke nødvendigvis er kraftig, men man kan tydeligt høre når den forsvinder. Så hvad gør man så?

Ja jeg løste problemet ved at optage et par minutter af outputtet på en af mine LA610 preamps. Dejlig rørstøj som jeg lagde på et spor parallelt med føromtalte vokalspor og så var problemet løst. Jeg havde fået fjernet de lyde jeg ikke ville have og samtidigt maskeret automatiseringen med en let susen.

Støj som krydderi i et mix

Jeg bruger ofte støj når jeg mixer for at modvirke den lidt ferske fornemmelse man kan få når man mixer på et digitalt system. I “gamle” dage, da man udelukkende optog på analoge båndoptagere, havde man det modsatte problem. Båndoptagerne har et relativt højt støjgulv, så der gik øvelsen ud på at begrænse støjen bla. ved hjælp af støjreduktionssystemer og en højere båndhastighed. Men uanset hvad, så var støjen til stede og er på en eller anden måde blevet en del af æstetikken, specielt indenfor rytmiske genrer. Jeg tror simpelthen vi ville synes at Pink Floyds “The Wall” ville lyde underlig uden den svage susen fra optagekæden, for ikke at tale om den svage knitren fra en LP-plade som nogle mennesker stadig sværger til – bla. andet pga. af støjen, er min tese.

Vore dages digitale systemer er meget støjfrie sammenlignet med analoge systemer. Det er på mange måder rart, men det er også som om der mangler noget. Mange prøver at modvirke den fesne fornemmelse ved at bruge forvrængning fra diverse rørpreamps, tapesaturation plugins og summingmixere, men jeg vil gerne gøre opmærksom på støj som en supplerende måde at sparke en smule liv i dit eurodancespor.

Indenfor filmverdenen opererer man med begrebet “roomtone”. Det går ud på at lydmanden, efter at man har optaget en scene, får filmsettet for sig selv og optager 5-10 minutter af rummet som det lyder uden aktivitet. Der er altid svag støj i den verden der omgiver os og derfor føles det underligt uden. Roomtoneoptagelserne bruges til at tilføje atmosfære til det endelige mix, der ellers ville virke tomt og unaturligt. Jeg har en lille samling af roomtone og andet støj optaget med min Zoom H4, der ofte finder vej ind i de musikmix jeg laver. Jeg er specielt glad for mildt regnvejr, der fungerer godt med jazzballader. For et par år siden producerede og mixede jeg en jazzplade der hedder “Lifelines” med Dahlen/Bærenzen Project. På den findes der en meget luftig, jazzet ballade med titlen “Misconception”. Her har jeg eksperimenteret med en smule regnvejr i mixet.

Jeg går efter at lægge det så svagt som muligt, da det ikke skal tiltrække sig opmærksomhed i sig selv. Jeg skruer ned og muter/unmuter indtil jeg har fundet det svageste niveau hvor det stadig gør en forskel og rider det med automation. Lyt til nummeret her :

Lifelines - Dahlen Baerentzen Project

Det var alt hvad jeg havde om støj for nu, jeg håber det kan inspirere til lidt eksperimenter, og så ikke ikke mere støj her fra. God weekend.

Blues på dansk – må man det?

Ja det synes jeg jo – så I skal også lige høre en snas af et af de andre projekter jeg har arbejdet på i den senere tid.

Kent Thomsen er en gammel rotte i dansk blues – han og hans orkester har været på landevejen i årtier, men de har faktisk ikke udgivet plade før nu. En anden knap så gammel bluesrotte Mike Andersen har stået for indspilningerne og jeg har haft æren af at mixe. Det er nogle dejligt sunde optagelser, så der har været plads til at eksperimentere i stedet for at reparere. Det hele er mixet i Logic Pro 8 med en af mine UA LA610’ere insertet på vokalen vha af Logics I/O plugin – preampen og T4-compressoren i LA610’eren gør gode ting for især moden herrevokal :-).

Nu mangler vi bare en lille masteringsession og så skulle pladen være på vej i trykken – udgivelsesdatoen kommer senere. Indtil da lyt på en lille smagsprøve her :

En update, en reklame, en anbefaling og en hyldest.

Ja det er ved at være noget tid siden jeg har postet på siden. Mit arbejde har ikke levnet mig tid til at lave nye videoer. Jeg har højsæson i denne tid, med mix af diverse plader, videoproduktion og diverse fotoopgaver, så der går lidt tid endnu – men der skal nok komme noget til de lange vinteraftener. Jeg har fået en masse dejlig respons på de ting jeg allerede har postet og det er jeg ufatteligt glad for, tak skal I have.

Har fået opdateret mit fotoportfolio, bla. med billeder fra en Carpark North koncert i Vejle for nylig. Se dem her :

FOTOS

Per Christian Frosts plade er endelig i handlen. Den er indspillet i det nu hedengangne Feedback Studie i Viby J med dubs og mix af Per og jeg i vores studie i Risskov.

Se en teaser for pladen her :

og køb den her :

When the Time Is Right - Per Christian Frost

Så vil jeg også lige komme med en anbefaling af den ultimative teknikerbog for Beatles fans og i det hele taget folk der godt kan lige vintage grej. Bogen hedder “Recording the Beatles” og er en minutiøs gennemgang af alt, og jeg mener alt, det gear er blevet brugt på alle Beatles plader, lige fra kabler til compressorer og echochambers. Jeg kan ikke anbefale den nok. Den er en smule pebret, men der er godt nok også til mange glade timer 🙂 Se og evt. køb bogen her : RecordingtheBeatles

Til sidst vil jeg, for at ære mindet om desværre afdøde Steve Jobs, lige vise jer min gamle Mac Plus fra 1986, 20 Mb harddisk, 1 Mb Ram og den kører stadig. Iøvrigt kører den system 6 🙂 Tak til Steve for at levere det vigtigste værktøj i min karriere.

Min yndlings vokalmikrofon Neumann TLM103

Jeg har “desværre” været lidt arbejdsramt i denne uge, så arbejdet med mine næste tutorials er trukket lidt ud, men de skal nok snart blive klar. I mellemtiden vil jeg fortælle om en af mine absolutte favoritmikrofoner. Det er som antydet i overskriften Neumanns TLM103 mikrofon. Den er en såkaldt stormembran mikrofon – chokerende nok fordi den har en stor membran. Den har en fast nyrekarakteristik, skal have phantompower og har den laveste egenstøj af alle neumann mikrofonerne – dvs. elektronikken i den støjer meget lidt 🙂 Men det er ikke derfor den er min yndlings.

Efter min mening findes den perfekte vokalmikrofon ikke. Alle mikrofoner lyder forskelligt og det gør de fleste sangere også. Derfor handler det om at finde den mikrofon der passer til den enkelte. Når jeg har en sanger i studiet jeg ikke kender, liner jeg gerne to-tre forskellige mikrofoner op under lydprøven og vælger den der lyder bedst.

Mikrofonvalget kan også afhænge af hvilken type sang der skal indspilles – altså om det er højtråbende rock eller en stille intim ballade. Jeg har enkelte gange haft to mikrofoner på en sanger, fordi der var kæmpe forskel på verset og omkvædet i sangen. Det kan lyde som lige lovligt meget at gøre ud af det, men når du skal indspille en sang, er vokalen altså det vigtigste, så der skal kræfterne hovedsageligt bruges.

Nå tilbage til TLM103’eren – jeg har arbejdet med ufatteligt mange rigtigt gode mikrofoner gennem tiden, fx Brauner VM1, Sony C800, Neumann U47, og M49 og det er klart at hvis man ejede dem alle, ville man være godt rustet til de fleste sangere. Men hvis man kun kunne vælge én, så er TLM103’eren min vinder. Den lyder godt på rigtigt mange stemmer!

Derudover er den heldigvis en af de billigste af Neumanns mikrofoner – den koster 6-8.000 kroner, afhængigt af om du kan finde den på tilbud. Selvfølgelig stadig en slags penge, men du vil sandsynligvis også kunne have den resten af dit liv.

Jeg lyder som en frygtelig Neumann fanboy, så jeg må understrege at jeg på ingen måde modtager betaling fra dem.

Jeg har også arbejdet med mange andre mikrofoner, hovedsageligt af kinesisk oprindelse, der kan købes for ingen penge i de fleste musikbutikker – har selv nogle af dem i min samling. Mange af dem lyder fint og enkelte rigtigt godt, men samlekvaliteten halter gevaldigt. De fleste af dem jeg ejer, er ved at falde fra hinanden og det kan jeg altså ikke bruge til noget, når jeg har betalende kunder i studiet. Så på lang sigt er de ekstra penge for TLM’en givet godt ud. Jeg har selv to, og den du kan se på billedet ovenfor, kører på tolvte år og virker ikke som den har planer om at stå af.

Nu kan det være ret svært at beskrive lyden af en mikrofon. Jeg kunne godt sige at den har en præcis top og fast bund, men det ville ikke sige så meget, så det er bedre med et eksempel. For en del år siden producerede jeg en plade med sangerinden Veronica Mortensen. Alle vokalerne er indspillet med TLM103’eren og iøvrigt også kontrabassen og den akustiske guitar, så lyt selv her:

Pieces In a Puzzle - Veronica Mortensen

ET TIP: TLM103’eren har kun nyrekarakteristik, men skulle du have en mikrofon med variabel karakteristik som fx 8-tal og omni, så kan jeg kraftigt anbefale at prøve at skifte rundt mellem dem når du skal indspille vokal. Mikrofonens lyd kan ændre sig markant med en anden karakteristik og det kan måske være lige netop det du er på udkig efter. Det betyder ikke det store at den opfanger et større område, især ikke hvis du indspiller i en rimeligt dæmpet vokalboks.

Se iøvrigt også min post om mit besøg hos Neumann i Berlin